Alan og jeg havde et herligt besøg på Sanderumskolen, hvor følgende replikskifte fandt sted:
Elev: Har I fri i dag?
Alan: Nej, dette her er vores arbejde.
Elev: ÅÅrrhh! Sådan et arbejde vil jeg også have!!
Her er de tanker jeg gjorde mig undervejs og efter besøget. Hvis I er uenige, eller har kommentarer, så skriv endelig.
Besøg 6/10 kl. 8.00 – 9.30. Temauge om krop og motion op til Trimdagen
Udstyr: alle elever og lærere har en Lenovo 12” med tilhørende sleeve. Alle elever har en usb-nøgle, som fungerer som backup-drev, transport til printer osv., og næsten alle har selv investeret i en mus.
I klassen hænger en almindelig, grøn tavle og et interaktivt whiteboard. Begge dele anvendes, dog udnyttes whiteboardets interaktivitet først, da kridtet bliver væk.
Software: Office-pakken er installeret på alle maskiner, alle elever har en gmail, som bruges til at sende lektier frem og tilbage. På tavlen står engelsklektien: en tekst, der skal læses og optages vha. freewareprogrammet Audacity, som altså også ligger på alle computere.
.
Undervisningsforløb: Vha. hjemmesiden I forms Ruteplanner, skal eleverne to og to tilrettelægge et stjerneløb for en 4.klasse på eller nær skolens område. Løbet skal være mindst 2,5 km og i hver stjernespids skal der være en iagttagelseopgave. Opgaver og løsninger skrives i et skema i et worddokument. Et blankt skema og et screendump af kortet printes ud til de elever der den efterfølgende dag skal løbe løbet.
Flere faglige områder er i spil: sammenhæng mellem kort (kortlæsning) og naturligt terræn, løb efter kort (eleverne må selv følge kortet for at finde iagttagelsesopgaverne) og på it-fronten er der udover korttegnetjenesten gang i screendump, indsætning og beskæring af billede i word, tabel i word, layout med billede og tabel, gemme på usb og print fra usb.
Iagttagelser: Ingen elever har problemer med at komme ind på elevintra, hvorfra der linkes til I form.
Introduktionen er ganske kort, men alle elever kaster sig ufortrødent over opgaven sammen med sidemanden. Trængsel på I forms side giver ventetid i starten, hvilket nok skaber frustrationer, men ikke uro.
I en gruppe har en elev travlt med at ordne sine tegninger på computeren både under gennemgang og i gruppearbejdet. Samarbejdsmakkeren arbejder videre alene og søger af og til støtte i de andre grupper.
En gruppe lader den ene computer vise opgavesiden i elevintra, mens den anden bruges til at udføre opgaven på I forms side.
I andre grupper går begge deltagerne på I forms hjemmeside og øger dermed trafikken, selvom netop dette omtales som et problem på klassen.
Nogle grupper viser sig ikke at have forstået princippet i stjerneløb og må lave deres tegning om.
Andre lukker hjemmesiden uden at have taget et screendump og må så på den igen.
I flere grupper er der ikke den store lyst til at løbe ud og finde opgaver. Hvad skyldes dette?
Spørgsmål, som kunne diskuteres: Skulle gennemgangen være mere udførlig og med eksempler?
På den ene side havde dette måske sparet nogle grupper en arbejdsgang.
På den anden side havde det måske fjernet begejstringen i andre grupper, som hurtigt forstår og går i gang.
Er det måske her vi af og til taber nogle af de dygtige elever? Gennemgår vi tingene så minutiøst, at de keder sig? Ikke alene er der kun én løsning på en problemstilling – vi viser den også for alle, så der kun er reproduktion tilbage, og de kvikke elever keder sig og bliver urolige. Modsat, hvis vi demonstrerer for lidt risikerer vi, at de elever som har svært ved tingene bliver urolige, fordi de så ikke ved hvad de skal give sig i kast med.
Kan vi vha. netbooks/it komme ud over dette dilemma? Kan man indbygge differentiering, selvinstruktion eller lignende, så både de hurtige og de langsomme tilgodeses?
Lisbet
Ingen kommentarer:
Send en kommentar